
En slags entropi

Skulpturinstallation ved Landbrugets Forskningscenter Flakkebjerg 1996
En slags entropi er en gruppe på fem sorte granitskulpturer, som udgør et forløb, der begynder foran hovedindgangen og fortsætter i to store plantebede i receptionshallen ved Forskningscenter Flakkebjerg ved Slagelse.
Skulpturen viser en udvikling, der udenpå - som entropien - viser et henfald. Den første form er blankpoleret monolit - den sidste en rå klippeblok med en grotteagtig hulning. Indenunder "postulerer" jeg en omvendt entropi, der som livet i plantebedene hele tiden har en kraft til at modvirke henfaldet.
"Beviset" kommer først i den femte og sidste skulpturdel, den rå klippeblok, som ved hjælp af en skjult installation af optik, vandteknik, lyslederteknik og holografi udfolder alt andet end henfald: En lysende kugle af regnbuefarvet lys synes at svæve inde i grotten.

